452501579
ThinkstockPhotos-83452838-1441x1920

Profil

Kim Gabriel Hansen
Cand. psych. et art.  Autoriseret psykolog, medlem af Dansk Psykolog Forening.
Specialist og supervisor i psykoterapi.  Anerkendt som supervisor i klinisk børnepsykologi.
Overenskomst med sygesikringen. Formand for Dansk Rorschach Selskab.

Jeg er privatpraktiserende, autoriseret psykolog med mere end 25 års erfaring. Jeg er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet i 1982, og cand. art. i filosofi samme sted. Siden min universitetsuddannelse har jeg videreuddannet mig i flere forskellige psykoterapeutiske metoder, herunder Mentaliseringsbaseret terapi og kognitiv terapi. Jeg har overenskomst med sygesikringen, er medlem af Dansk Psykolog Forening og anerkendt som specialist og supervisor i psykoterapi og supervisor i klinisk børnepsykologi. Jeg modtager dels klienter ifølge overenskomsten med sygesikringen, dels klienter i længerevarende forløb uafhængigt af sygesikringen. Se nærmere under menupunktet “private”.

Min praksis ligger i Rødovre Centrum 261, Etagehuset 2. sal, indgang H ved Højnæsvej, 2610 Rødovre, telefon 23 31 87 49. Jeg har p.t. nogen ventetid. Jeg løser også en række opgaver for det offentlige, bl.a. supervision af psykologer, se nærmere under menupunktet “offentlige”.

Jeg har stor erfaring med psykologisk undersøgelse af børn, unge og voksne samt forældrekompetenceundersøgelser / forældreevneundersøgelser. Jeg har siden 1994 undervist på Dansk Psykolog Forenings videreuddannelsesprogram i undersøgelsesmetode (Rorschach, TAT). Desuden underviser jeg i psykologiske undersøgelsesmetode på Folkeuniversitetet i Aalborg og bliver benyttet af mange psykologarbejdspladser som supervisor af deres undersøgelses- og behandlingsarbejde, ligesom jeg underviser på kurser og i forbindelse med videreuddannelse af psykologer.

Jeg har tidligere i en årrække været ekstern lektor i testteori på Københavns Universitet og ekstern lektor i klinisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor jeg har forsket bl.a. i behandling af børn med tilknytningstraumer.

Jeg har tidligere været ledende psykolog på København Amts Rådgivningscenter for børn og unge, med i alt 13 års ansættelse. Her arbejdede jeg med konsulentbistand til kommunerne i børnesager, undersøgelse, behandling, visitation til behandlingshjem, supervision af plejefamilier og pædagoger i deres arbejde med tilknytningstraumatiserede og følelsesmæssigt forstyrrede børn.